V / Overlærer H. Carsten Larsen Husar Melby

Husarerne defilerer forbi HS Maj. Kongen

Hillerød som garnisonsby

Husarer på slottet

Frederiksborg, som vor by er blevet benævnt et godt stykke ind i dette århundrede, har rige traditioner som garnisonsby for større eller mindre enheder af det danske værn. Livgarden — byen var jo residensby — artilleriet, fodfolket, og ikke mindst dragoner og husarer.

I sidste halvdel af 1600-tallet var byen standkvarter for forskellige beredne regimenter. Landet var da inddelt i 12 rytterdistrikter, der udgjorde 60.000 tdr. hart korn. Et af disse var »Frederiksborgske Rytterdistrikt«. Der oprettedes en række rytterregimenter navngivet efter regimentets chef og opretter. Ofte »stod« regimentet kun i kort tid, nemlig så længe ufreden varede. Et af disse rytterregimenter »Holsteins Kompagni« oprettet i november 1661 og opløst allerede i 1670 kom til at udgøre stammen til »Sjællandske nationale Rytterregiment«, da kong Christian V samme år lod oprette i alt 5 nationale rytterregimenter. I Nordsjælland havde dette regiment dog standkvarter på Kronborg. 1 1717 overførtes »2. nationale fynske Rytterregiment« til Frederiksborg og blev dermed det første rytterregiment, der nævnes med direkte tilknytning til det »frederiksborgske«.

Den 10. februar 1762 gav kongen ordre til oprettelsen af et husarregiment på 6 eskadroner. Dette regiment, der i dag hedder »Garderhusarregimentet« og er hjemmehørende i Næstved, har dybe rødder i Nordsjælland, dels på grund af garnisoneringen i og omkring Frederiksborg og dels på grund af rekruttering af mandskab i det nordsjællandske.

1 1763 overførtes et jysk rytterregiment til Sjælland, det kom lige fra kamp i den preussiske syvårskrig. De har formentligt haft brug for rekreation! Fire år senere skifter dette regiment navn til »Sjællandske Dragonregiment«. Dragoner var en slags ridende fodfolk, der ofte måtte af hesten og kæmpe til fods. De var bevæbnet med langt gevær og kårde, mens »ryttere« der altid kæmpede til hest var udstyret med lang sabel og karabin eller pistol. Allerede d. 23. juli 1772 udgik der dog befaling om »at hele rytteriet skulle sættes på lige fod og tjene som ryttere«. løvrigt var det Sjællandske Dragonregiment, som Struensee satte sin lid til »såfremt han skulle blive nødsaget til at bruge vågenmagt imod sine eller hoffets fjender«.


Den I. maj 1780 stationeredes en eskadron husarer på Frederiksborg. Husarerne var let kavaleri efter ungarsk forbillede - en del af mandskabet, såvel officerer som menige var ungarere, altså en slags fremmedarbejder -. I anledning af krigen med Sverige opstillede regimentet kystvagter fra Frederiksværk over Helsingør til Amager, og en mindre styrke blev indskibet til Norge og deltog derfra i indfald i Sverige.

 

Årene omkring århundredskiftet var rolige i garnisonerne, men Napoleonskrigene i Europa tvang kronprins Frederik til at holde hæren på. krigsfod fra 1805-1815. Derfor drog i oktober 1805 hele styrken af til Rendsborg.

Og det blev ingen fornøjelsestur, for da kronprinsen måtte vælge for eller imod Napoleon, og han valgte for, fik vi både England, Preussen og Sverige som fjender.

I slaget ved Stralsund indlagte regimentet sig stor hæder, og den preussiske anfører, major v. Schill blev strakt død til jorden ved et hug af husar Krohn«.

I disse år måtte 4 af de i alt 6 eskadroner sporenstregs tilbage til Sjælland på grund af den truende fare fra Sverige. De to sidste eskadroner blev i Holsten, underlagt den franske marskal Davout. Den fjendtlige styrke var sammensat af russiske, engelske, tyske og svenske tropper. Men de danske bønderkarle til hest havde lært krigskunsten nu og navne som Gadebusch,  Zarrentin, Weisser,  Hirsch og Sehested, hvor sejren blev dansk er indskrevet i regimentets historie, ligesom marskal Davouts ord til husarerne: »Jeg rykker nu, da jeg har lært Eders tropper at kende, lige så gerne i marken med de danske som med de gamle franske soldater.« I slaget ved Kolding d. 23. april 1849 berettes om en af de mindre heldige ”attaker” i treårskrigen. set fra dansk side. Den fortæller om krigens grusomhed, men også om ridderlighed mod en slagen fjende. En halveskadron gardehusarer - ca. 50 ryttere stormede en fjendtlig skanse uden for byen. Angrebet var dømt til at mislykkes på forhånd, da der ikke fandtes dækning. »Størstedelen af folk og heste blev strakt til jorden, kun nogle enkelte ryttere fortsatte i fuld fart til Kolding by hvor de blev nedskudt eller fanget. Løjtnant Castenskjold fik hesten skudt under sig. Da han rejste sig, var han så at sige alene på vejen. Den fjendtlige kaptajn forbød sine folk at skyde på den tapre officer, som det lykkedes at redde sig bort i grøften.« »dagen efter angrebet fik løjtnanten sine to pistoler, der var taget af hans døde hest, sendt tilbage sammen med et brev fra den fjendtlige kaptajn.« Han udtaler sig i høje toner om »en af de mest glimrende våbenbedrifter som kavaleriets historie kan opvise.

Efter treårskrigen vendte regimentet gradvist tilbage til Sjælland, og 4. eskadron fik standkvarter, først i Fredensborg, men fra 1860 på Frederiksborg slot. Slottet var brændt i 1859, men ikke de gamle længer, hvor der nu er foredragssal. Her huserede en eskadron indtil 1866 dog afbrudt af togter til det sønderjyske under krigen i 1864. 1 1866 blev eskadronen overført til kasernen ved Frederiksholms Kanal. Frederiksborgs æra som garnisonsby var slut - for en tid.

 

Mandstugten i Gardehusarregimentet var streng. 1 1879 rejste folketingsmand Jens Busk en sag i tinget angående behandlingen af husarrekrutterne på Jægersborg kaserne. I sin forespørgsel til krigsministeren oplyste Jens Busk, at premierløjtnant, Muus havde slået en husarrekrut »Rørtang« flere gange over ryggen med sin sabel i gymnastiksalen. En sergent Meyer havde givet rekrut »Danstrup« et blåt Øje med knyttet hånd. Gardehusarer havde, og har stadig, bynavne og bliver kaldt derved. En tradition fra gammel tid, da det blev brugt, at den lokalkendte husar skulle anvise kantonnement til heste og ryttere på egnens større gårde, ofte i en sen nattetime. Endvidere påtalte Jens Busk, at rekrutterne var beordret til at trække en stor rive rundt i ridehusets sand, uagtet der til rådighed var 90 heste, som kunne spændes for. Og ydermere var de tungeste husarer beordret op på riven for at tynge den godt ned! Hvor meget Jens Busk formåede at mildne kårene for husarerne er svært at vurdere, men mange senere husarrekrutter - også nulevende - kan i muntert lag berette om udspekulerede metoder og grove »påhit« der ikke stod tilbage for firsernes midler til opnåelse af målet: daglig disciplin og blind lydighed.

 

Omkring udbruddet af I. verdenskrig i 1914 blev Frederiksborg med et slag igen værtsby for Garderhusarregimentet. Den første styrke, der ankom, var dog artilleriet.

Gardehusarerne var d. 27.9. redet fra København til Jægerspris på det årlige lejrophold der. Men allerede d. 1.8. kom der ordre til at vende tilbage i anledning af sikkerhedsstyrkens formering. Få minutter efter var styrken marchklar ad landevejen mod København. Det var en alvorlig march for regimentet den lange vej til København. Uvisheden og krigstruslen rugede.

Dagen efter, d. 2.8., mødte sikringsstyrken, årgangene 1907-12. Årgang 1913-14 lå inde til tjeneste.

Virvaret på kaserne var ubeskriveligt! Iklædningen gik ikke lige hurtigt for alle. Nogle af de ældre årgange var blevet så tykke, at der ikke fandtes så store nummerstørrelse i beklædningen, og de gik rundt i civil påklædning med militærhue og livrem. De ældre årgange kendte ej heller den nye karabin 89, og da premierløjtnanten spurgte om geværet var ladt, fik han svaret: »Nej, vi ved ikke hvordan vi skal gøre det.« Ikke desto mindre rykkede to en halv eskadron ud allerede dagen efter til sikring af kysten mod Øresund fra det nordligste og ned til Køge Bugt. Der var skarpt i karabiner og pistoler, men der måtte ikke løsnes noget skud før tilladelse var indhentet fra krigsministeriet — en absurd bestemmelse udtstedt af forsvarsminister P. Munch, og et udslag af politikernes ofte anvendte fremgangsmåde: selv at være på den sikre side, og lade soldaten være ene om at løbe risikoen. Langs kysten blev havehegnene sløjfet, tjørnehække ryddet og pigtråd klippet over. Kort før jul 1914 ankom 4. eskadron, i alt 180 mand og lige så mange heste til slottet og Hillerødsholm. Det var en styrke, der satte sit præg på byen. Avi sen skriver: »I går kom husarerne. Flotte så de ud i deres blå uniformer, selv om de naturligvis ikke var i galla med snore og krimskrams, hvad vistnok en del af byens damer havde ventet.« Avisen noterer også, at der er sat skodder for tre af vinduerne i den lokale arrest, så soldaterne kan komme i »mørk arrest«, og at tre militærforbrydere allerede befinder sig i de sorte huller. Det er ikke meget aviserne skriver om husarernes dagligdag, men en dag vurderes det således: »Vore husarer synes at være endnu mere omsværmede end artilleristerne. De er gennemgående flotte fyre, selv om deres halvforkølede hverdagsuniform egentlig ikke er køn.« Da styrken i Hillerød var på sit højeste, lejede kommunen en nyopført fire etagers beboelsesejendom i Helsingørsgade og overlod den til husarerne. Bygningen blev nedrevet i 1974 og kaldtes stadigvæk i daglig tale »kaserne«.

Hillerød fik ikke lov til at beholde sine husarer. I december 1918 overflyttedes styrken til København.

Amtsavisen skriver: »I fire år har Hillerød været garnisonsby. - Det er sandt at sige med et suk, vi ser de blå uniformer forsvinde. Nu rider husarerne til København. Hillerøds dage som garnisonsby er forbi.« — Men rødderne til Frederiksborg består. Garderhusarforeningen Frederiksborg Amt er som landets ældste, stiftet i 1912 af gymnastiklærer Kjølner og tæller i dag ca. 110 medlemmer, der alle har aftjent en tid ved regimentet. Der går stadig stærke tråde til vort gamle regiment i Næstved. — 

Husarer var indkvarteret i Hillerød under 1. verdenskrig. Frederiksborg Slot. Staldene. 1915 - 1916
Husarer i Hillerød 1916
Husar i Hillerød 1915
Gardehusarer rider ud fra slottet 1. verdenskrig
Husarkasernen Østergade 17 Frederiksborg Slot har i mange år haft et regiment Gardehusarer til at passe på området. Der var udstationeret en gruppe husarer og heste under første verdenskrig. Folketællingen i 1916 viser at der boede 85 Husarer og deres heste på kasernen i Østergade, som senere blev til Ford Motor Kompagni.